Emma Jensen Facebook ad: “Føl dig som dig selv igen Det her virkede faktisk, tusind…”

About this ad

Meta Ad Library ID

1033249846003982

Platforms

Facebook, Instagram, Audience Network, Messenger and Threads

Relaunches

0

EU reach

2,078

How we count

Ad text

Jeg låste mine bilnøgler inde i bilen i Føtex på Silkeborgvej sidst i marts. Ikke verdens undergang. Det ved jeg godt. Jeg er fuldt klar over, at i den store sammenhæng er det at låse nøglerne inde i bilen et tirsdagseftermiddagsproblem og ikke noget vendepunkt. Men det, der skete på den parkeringsplads i de 47 minutter, jeg stod og ventede på låsesmeden, ændrede den måde, jeg tænker på min egen krop. Det vil jeg gerne fortælle dig om. Mit navn er Hanne. Jeg er 61 år og har boet i Aarhus hele mit liv, bortset fra 4 år i starten af 80'erne, hvor jeg fulgte efter en mand til Randers og kom til at fortryde det. Jeg kom tilbage, blev gift med en god mand ved navn Torben, vi opdragede to drenge sammen, og Torben døde af et slagtilfælde i 2020 i en alder af 63 år. Den sidste del er vigtig. Hold fast i den. Så der stod jeg altså på Føtex' parkeringsplads med en pose indkøb, der var ved at smelte i bagagerummet, min taske og min telefon på passagersædet og mine nøgler i tændingslåsen, hvor jeg havde efterladt dem, da jeg sprang ud for at snuppe en indkøbsvogn. Jeg havde lånt min nabos telefon for at ringe efter vejhjælp, og vejhjælp sagde, at der ville gå 90 minutter, hvortil jeg sagde nej tak og i stedet ringede til en låsesmed fra en flyer, der hang på opslagstavlen inde i butikken. Låsesmeden dukkede op 22 minutter senere i en hvid varevogn med magnetbogstaver på siden, hvor der stod JENS' LÅSEService. Jens var 67. Det fortalte han mig inden for de første 3 minutter. Han havde en blød, rund mave, et pænt, hvidt skæg, hænder som en mand, der har brugt dem hele sit liv, og en jysk dialekt, der var så tyk, at man kunne skære i den med en smørkniv. Han satte på huk ved siden af min fordør med et lille stykke metalværktøj og begyndte at tale på den der måde, mænd taler på, når de koncentrerer sig – som om selve talen er det, der holder deres hænder rolige. Han spurgte ind til min dag. Jeg fortalte om min dag. Han spurgte, hvad jeg dog skulle med så mange indkøb på en onsdag. Jeg fortalte, at mine børnebørn kom på besøg i weekenden. Han spurgte, hvor gamle de var. Jeg fortalte, at de var 6 og 9. Og så, cirka 11 minutter inde i at lirke min lås op, sagde han noget, som jeg ikke har kunnet lade være med at tænke på siden. Han sagde: "Jeg var lige ved ikke at nå at opleve mine børnebørn vokse op." Jeg sagde: "Nå da?" Og så fortalte han mig sin historie. Jens havde et alvorligt hjerteanfald for 4 år siden. Han var 63 på det tidspunkt. Ligeset aldersmør som min Torben. Han var ved at læse en plæneklipper op i ladet af sin bil en lørdag i juli, da det strammede til i brystet, som om nogen havde bundet et bælte stramt om hans ribben. Han satte sig på bagsmækken og ventede på, at det gik over. Det gik over. Han gik ind i huset og lod være med at sige det til sin kone. 3 dage senere ved middagsbordet skete det samme igen. Denne gang fortalte han det til hende. Hans kone er af den slags kvinde, der ikke lader stå til. Hun lagde sin gaffel, tog telefonen, ringede til deres datter, som er sygeplejerske i Aalborg, og inden for 4 timer lå Jens på hjerteafdelingens intensiv på Skejby Sygehus og fik lavet en udredning, som han hverken havde lyst til eller havde råd til at sige nej til. Hans LDL-tal var, med hans egne ord, "af den slags tal, hvor lægen holder op med at kigge på sin udklipsholder og bare kigger direkte på dig." Jens gik ud af det hospital 2 dage senere med en stent i den ene pulsåre, en recept på statiner, en pjece om middelhavskost og en aftale med en kardiolog 6 uger efter. Han sad i sin bil på hospitalets parkeringsplads og græd i en time, før han overhovedet kunne køre hjem. Jeg finder ikke på det her. Han fortalte mig alt dette, mens han lirkede låsen op på min Toyota i en Føtex-parkeringsplads. Han talte, mens han arbejdede. Han arbejdede, mens han talte. Ikke på et eneste tidspunkt fik vi øjenkontakt, hvilket jeg tror er den eneste grund til, at han fortalte mig så meget, som han gjorde. Nogle mænd kan kun sige svære ting, hvis de slipper for at kigge dig i øjnene. Han fortalte mig, at han tog statinerne i 8 måneder og følte sig som en på 90 år. Træt helt ind i knoglerne. Øm i benene. Så slem hjernetåge, at han glemte navnet på sin egen hund et øjeblik en morgen. Han sagde, at han satte sin kardiolog til vægs ved 6-måneders-kontrollen og sagde: "Doktor, jeg sætter pris på det hele, men den her medicin er ved at tage mit liv fra mig. Er der andet?" Kardiologen var heldigvis ikke afvisende. Han sagde: "Jens, medicinen virker. Men hvis du ikke vil tage den, er du nødt til at gøre alt det andet. Kost, motion, vægt, stress, søvn. Det hele. Og så bør du kigge nærmere på nogle ting, de ikke lærer os på medicinstudiet." Det var den sætning, der ramte mig. Det lærer de os ikke på medicinstudiet. Jens kiggede endelig på mig, mens bildøren nu stod åben og nøglerne dinglede fra hans fingre, og han sagde: "Fru mand, det var der, jeg begyndte at lære om Amla." Jeg sagde: "Om hvad for noget?" Han stave det for mig. A M L A. Han udtalte det som "AHM-luh". Han sagde, at det var et bær fra Indien. Han fortalte, at hans kardiologs sygeplejerske – af alle mennesker – havde stukket ham en udskrift om det efter hans konsultation med en lille gule seddel, hvor der stod "spørg dr. Mehta om dette ved dit næste besøg." Han sagde, at han havde taget det i 3 og et halvt år. Han sagde, at hans seneste fedtprofil i blodet var, med hans egne ord, "af den slags tal, hvor lægen holder op med at kigge på sin udklipsholder og bare smiler." Han rakte mig mine nøgler. Jeg betalte ham 500 kroner kontant. Han bad mig få et godt besøg med børnebørnene. Han satte sig ind i sin hvide varevogn og kørte væk fra parkeringspladsen, og jeg stod der ved siden af min bil med bagagerummet på klem og en bøtte is, der langsomt var ved at smelte om til suppe. Jeg kørte hjem. Jeg bar indkøbene ind. Jeg satte mig ved køkkenbordet. Og jeg tænkte på Torben. Torben døde af et slagtilfælde. Men det, der slog Torben ihjel, var i virkeligheden 30 års tal på et stykke papir, som ingen af os – inklusive os selv – tog alvorligt nok. Jeg har de samme tal. Jeg har vidst, at jeg havde de samme tal, siden jeg var 47. Min læge på det tidspunkt, en skøn kvinde ved navn dr. Holst, som jeg holdt meget af, fortalte mig, at mit kolesteroltal var "på vej op", og at jeg burde "holde øje med det." Jeg holdt øje med det. At holde øje med det ændrede det ikke. Da jeg rundede 55, var det holdt op med at snige sig opad og var begyndt at løbe. Da jeg var 58, fik jeg også udskrevet statiner. Og jeg havde det på nøjagtig samme måde, som Jens havde haft det. Træt. Tåget i hovedet. Øm i hofterne, når jeg stod ud af sengen. Jeg stoppede med at tage dem efter 4 måneder og lod være med at sige det til min læge. Jeg bildte mig selv ind, at jeg nok skulle klare det gennem kosten. Det klarede jeg ikke gennem kosten. Du ved udmærket, hvordan det går. Man spiser sundt i en uge, så kommer ens datter over med en form lasagne, så er det søndag hos søsteren med citronmåne og kage, så er det tirsdag, og man har glemt at planlægge, og så går der 3 år, og den seneste blodprøve viser endnu værre tal end da du startede. Jeg havde tabt denne kamp i stilhed i 14 år. Og her stod en vildtfremmed mand på en Føtex-parkeringsplads og fortalte mig om et bær. Jeg gik ind og tændte for den bærbar og begyndte at læse. Det er her, jeg skal passe på, for jeg vil så gerne fortælle dig, hvad jeg fandt ud af, men jeg er altså ikke læge, og jeg vil ikke sidde her og lade som om, jeg er det. Det, jeg kan gøre, er at fortælle dig, hvad jeg læste, og hvad der gav mening for mig, og hvorfor jeg besluttede mig for at prøve noget nyt. Her er, hvad jeg kom til at forstå om kolesterol efter rigtig meget læsning. Din lever danner kolesterol. Det meste af det faktisk. Den mad, du spiser, spiller en rolle, men den største drivkraft for de flestes vedkommende er det, leveren vælger at spytte ud, og det, den vælger at rydde op igen. Din lever er formanden for hele foretagendet. Når formanden passer sit arbejde ordentligt, holder tallene sig på et sundt niveau. Når formanden bliver sløv, overanstrengt eller distraheret, bevæger tallene sig i den forkerte retning. Statiner virker ved at beordre formanden til ikke at producere så meget. Hvilket virker. Men det piller altså også ved en række andre funktioner, formanden skal udføre, hvilket er grunden til, at folk som Jens og mig føler os som om, vi er blevet kørt over af en lastbil, mens vi tager dem. Amla virker, ud fra det jeg læste, på en anden måde. Den lukker ikke bare formanden ned. Den støtter formanden. Den hjælper leveren med at udføre sit eget arbejde bedre. Der findes en gruppe stoffer i Amla kaldet polyfenoler, og Amla er tilfældigvis propfyldt med dem i koncentrationer, man ikke rigtig finder andre steder i planteriget. Helt specifikt er der nogle forbindelser, der hedder emblicanin A og B, som er blevet undersøgt for den måde, de støtter en sund fedtomsætning på. Oversat til helt almindeligt dansk af Jens på en Føtex-parkeringsplads: "Det hjælper leveren med at tygge sig igennem det dårlige stads." Jeg læste studier. Jeg læste fora. Jeg læste en lang tråd på nettet, hvor en mand fra Midtjylland fortalte om sine blodprøvesvar før og efter. Jeg læste en artikel, der opsummerede en gennemgang af 14 forskellige kliniske studier om Amla og hjerte-kar-markører. Mønsteret var stabilt nok til, at jeg begyndte at spidse ører. Jeg vil gerne sige noget, som jeg tror, mange i min situation har brug for at høre. Jeg har brugt 14 år på at føle mig som en fiasko på grund af mine kolesteroltal. Hvert eneste lægebesøg, hver eneste blodprøve, hver eneste gang min datter henkastet bemærkede "Mor, har du nu fået tjekket dine tal?", føltes det som et lille, varmt stik af skam, som om min krops kemi var et moralsk svigt. Det, jeg begyndte at forstå, da jeg læste om Amla og dens virkemåde, var, at det her slet ikke handlede om viljestyrke. Det handlede ikke om, hvorvidt jeg havde spist kage hos min søster i oktober. Det handlede om en lever, der havde brug for støtte. For første gang i 14 år følte jeg, at problemet havde fået en facon, der ikke lignede mig selv. Jeg kan ikke beskrive, hvordan det føles, når man er 61 år, medmindre du selv har prøvet det. Lettelsen over endelig at se på et langvarigt problem og betragte det som en mekanisk ting i stedet for en personlig fiasko. Jeg bestilte en flaske Alevia Amla en søndag aften. Jeg vil gerne fortælle dig, hvorfor jeg valgte netop dem, for jeg kiggede mig da omkring. Der er mange virksomheder, der sælger Amla. De fleste af dem sælger noget pulver i en plastikbøtte, hvor man ikke aner, hvad der rent faktisk er i. Nogle af dem er piller, der mest af alt består af fyldstoffer med et lille drys af det reelle ekstrakt. Alevia skilte sig ud af flere årsager. Deres produkt er standardiseret, hvilket betyder, at de aktive stoffer findes i præcis samme mængde i hver eneste kapsel. De bruger et koncentreret ekstrakt og ikke bare tørret bærpulver presset sammen til en pille. Og så har de 90 dages fuld returret, hvilket betød alverden for mig, for når man er 61, smider man ikke penge ud på kosttilskud, der ikke virker. Flasken kom med posten om torsdagen. Jeg tog min første kapsel fredag morgen til kaffen. Nu vil jeg være fuldstændig ærlig over for dig med hensyn til de første 5 uger. Jeg mærkede ingenting. Jeg var lige ved at give op i uge 3. Jeg ringe til min veninde Karin og sagde: "Jeg tror vist, jeg er faldet for en svindelhistorie fra en parkeringsplads." Karin sagde: "Hanne, du har ignoreret dit kolesterol i 14 år, giv nu det bær 90 dage." Så jeg blev ved med at tage det. Omkring uge 6 skete der noget, som jeg ikke med det samme koblede sammen med Amla. Jeg følte mig lettere. Det er det rigtige ord. Lettere. Ikke i vægt, selvom jeg havde tabt et par kilo uden rigtig at prøve. Men lettere i kroppen. Lettere, når jeg stod ud af sengen om morgenen. Lettere, når jeg gik fra bilen og hen til Føtex' indgang. Lettere, når jeg gik op ad trappen hos min datter i stedet for at stoppe op på reposen. Omkring uge 8 lagde jeg mærke til, at jeg ikke snorkede. Eller i hvert fald ikke snorkede så højt. Jeg sover alene nu, så det er sværere at få bekræftet, men mine børnebørn sov over hos mig en weekend, og den ældste på 9, som siger sandheden om alt, fordi hun endnu ikke har lært at lade være, sagde: "Bedstemor, du snorkede slet ikke i nat." Jeg havde været den snorkende bedstemor i det meste af et årti. Pigerne havde et system. Den 6-årige sov i gæsteværelset med en lydmaskine, og den 9-årige sov på sofaen nedenunder, fordi, med egne ord: "Jeg kan altså stadig høre dig gennem væggen, bedstemor." Mine børnebørn var løbet væk fra min snorken i årevis, og jeg havde grint af det og i smug følt mig flov over det. Det er det, jeg mener, når jeg siger, at jeg ikke kan fortælle dig præcis, hvad Amla gør. Jeg kan ikke give dig et tal på en laboratorieseddel. Det, jeg kan fortælle dig, er, at jeg gik anderledes på trapper, jeg sov anderledes, mine børnebørn kunne sove i samme rum som mig, og jeg følte mig som en udgave af mig selv, som jeg ikke havde mærket, siden Torben stadig levede. Jeg mødte op til mit årlige tjek ved 5-måneders-milepælen. Min nye læge, dr. Møller, kiggede på min fedtprofil, kiggede på mig og kiggede så på profilen igen. Hun sagde: "Hanne, hvad har du dog gjort anderledes?" Jeg fortalte hende om Amla. Hun fejede det ikke af bordet. Hun sagde: "Jeg kan se, at nogle patienter har gode erfaringer med det. Bliv endelig bare ved med det, du gør." Jeg vil ikke nævne mine tal for dig, for jeg må ikke sige, at Amla gjorde noget specifikt ved mine værdier. Det, jeg kan sige, er, at dr. Møller smilte til mig, og det var et smil, jeg ikke havde fået i et lægehus i 14 år. Jeg ringe til min søn den aften. Den ældste. Han er 36 og er af den bekymrede type og har bekymret sig om mig, siden hans far døde. Jeg fortalte ham om konsultationen og om Jens på Føtex' parkeringsplads og om bærret. Han var stille et øjeblik og sagde så: "Mor, jeg er glad for, at du ikke ender som far." Jeg var nødt til at lægge på, før jeg begyndte at græde. Her er, hvad jeg gerne vil sige til dig, hvis du har læst med hertil. Hvis du sidder, hvor jeg sad for et år siden, med tal på et stykke papir, der stille og roligt er blevet værre i årevis, med en læge, der er løbet tør for ting at sige, som ikke involverer en recept på noget, der gør dig elendig til fods, med en krop, du har behandlet som et moralsk svigt i stedet for et mekanisk system, så vil jeg bede dig om at lytte godt efter. Det er muligvis ikke dig, den er gal med. Det kan være din lever, der har brug for støtte. Det kan være en mekanisme, der har kørt i tomgang i årevis uden den rette hjælp. Det er måske noget, der med den rette støtte kan komme i balance på en måde, som du ikke har kunnet finde ud af på egen hånd. Alevia Amla var det, der virkede for mig. Det er en lille kapsel. Du tager én om dagen. Den smager af ingenting, fordi du sluger den hel. Du vil sandsynligvis ikke mærke noget i de første 4 til 6 uger, hvilket er det tidspunkt, hvor de fleste giver op. Lad være med at give op. De har 90 dages fuld returret. Hvis der går 90 dage, og du ikke har mærket en forskel, sender du bare flasken tilbage og får pengene refunderet. Ingen diskussion. Ingen spørgsmål. Jeg læste betingelserne, før jeg købte det, for jeg er altså 61 år og har ikke tid til pjat. Jeg er ikke Jens. Jeg er ikke kendt af nogen. Jeg er bare en enke i Aarhus, der låste sine nøgler inde i bilen i Føtex på Silkeborgvej og endte med at få en samtale med en 67-årig låsesmed, som jeg i dag er overbevist om reddede mit liv. Eller i det mindste sørgede for, at jeg ikke forlader mine børnebørn på samme måde, som Torben forlod mig. Hvis du har kæmpet den samme tavse kamp, kan du læse mere her. P.S. Jeg tog tilbage til den Føtex 6 måneder senere i håb om at støde ind i Jens. Jeg ville gerne sige tak. Pigen i kundeservice fortalte, at Jens var gået på pension i maj. Jeg spurgte, om hun havde en måde at kontakte ham på. Det havde hun ikke. Jeg bad hende sige til ham, at damen med Toyotaen siger tak, hvis han nogensinde kigger forbi. Hun skrev det på en lille gul seddel og satte den på sin skærm. Jeg aner ikke, om han nogensinde fik beskeden. Jeg håber det. P.P.S. De 90 dages returret er grunden til, at jeg gerne vil have, du prøver det. Jeg ved godt, at "kosttilskud" er et ord, de fleste af os hører og straks bliver mistænksomme over for, og det skal man også være. Garanti betyder, at du ikke behøver at stole på mig. Du behøver ikke at stole på virksomheden. Du skal bare stole på din egen krop i 90 dage. Hvis det ikke gør en forskel, får du pengene igen. Det var den aftale, Alevia lavede med mig, og det er den aftale, de laver med dig. P.P.P.S. Mine børnebørn kommer i denne weekend. Begge to. I det samme soveværelse. Jeg har købt is igen. Jeg kommer ikke til at låse nøglerne inde i bilen denne gang. Men hvis jeg gør, håber jeg, det er den type fejl, der ender med at blive til den type samtale, som blev til det år, jeg har haft.

Where the ad sends people

Nervevia.dk

Føl dig som dig selv igen "Det her virkede faktisk, tusind tak." - Emily T.

⭐⭐⭐⭐⭐ (4,9/5)