Lene Andersen Facebook ad: “Vågn op fri for nakkesmerter og ømme skuldre”

About this ad

Meta Ad Library ID

1644199019977489

Platforms

Facebook, Instagram, Audience Network, Messenger and Threads

Relaunches

0

EU reach

276

How we count

Ad text

Min datter flyttede til Sydney for otte år siden. Hun mødte sin mand dér, byggede sit liv dér, fik sine børn dér. Jeg har to børnebørn jeg aldrig har mødt i virkeligheden. Sofie er fire. Magnus er to. Jeg kender deres ansigter fra FaceTime. Jeg kender lyden af deres stemmer gennem en telefonhøjttaler. Da min datter ringede og sagde hun havde booket flybilletter til os — hendes gave til os, hun insisterede — begyndte jeg at græde inden hun nåede at afslutte sætningen. Jeg kunne ikke vente med at tage afsted. Jeg havde ventet i otte år på at tage afsted. Men én ting frygtede jeg. Det jeg vidste ville ske når vi kom derned. Jeg er 64 år og sover altid på siden. Fem år med nakkesmerter, der bliver værre for hvert år. Morgenhovedpine så slemme at jeg har smertestillende på natbordet ligesom andre har vand stående. En højre skulder der er følelsesløs inden klokken to om natten. Stivhed der hænger ved til midt på dagen. Hjemme har jeg lært at håndtere det. Min varmepude. Min lænestol til de dårlige nætter. Min måde at forme puden til præcis det jeg har brug for — og få fire, måske fem timer inden smerten vækker mig. Men væk hjemmefra? Det hele falder fra hinanden. Jeg bruger morgenerne på ikke at kunne dreje hovedet, tager smertestillende og prøver at se normal ud mens alle andre spiser morgenmad. Jeg havde set det ske før. En weekend hos min søster. En weekendtur med min mand for nogle år siden. Man ankommer et sted og hele ens system bryder sammen. Ingen varmepude. Ingen lænestol. Forkert seng, forkert pude, forkert alting. Og jeg blev ved med at tænke: Sofie er fire og Magnus er to. De forstår ikke hvorfor mormor sidder i en stol og holder sig om nakken mens de vil lege. De ved bare at jeg ikke er til stede. Det var det jeg ikke kunne holde op med at tænke på inden vi tog afsted. Ikke afstanden. Ikke jetlaggen. At jeg endelig ville være i samme rum som mine børnebørn — og at min nakke ville tage det fra mig alligevel. Jeg bestilte en ny pude dagen inden vi skulle afsted. Jeg havde set en annonce for MyComforts Deep Sleep Pillow et par dage tidligere. Havde klikket på den. Læst om dens kantbåndet der holder formen hele natten. Det justerbare fyld. De 101 nætters tilfredshedsgaranti. Jeg tænkte: hvad har jeg at miste? Den ankom heldigvis allerede dagen efter, dagen vi skulle rejse. Jeg nåede lige at pakke den ned i kufferten, inden taxaen kom. Jeg er ikke et menneske der prøver nye ting. Jeg har prøvet at skifte pude før. Konturpuder fra apoteket. En dyr ergonomisk pude en fysioterapeut anbefalede for to år siden. Ingen af dem virkede. Min gamle dunpude er den eneste jeg kan proppe op under nakken og folde over for at få den højde jeg har brug for. Jeg vågner en gang i timen for at forme den til, fordi dynen forskydes og nakken falder ned. Men jeg ved i det mindste hvad jeg har med at gøre. Jeg pakkede den gamle dunpude med. Og MyComfort-puden. Bare for en sikkerheds skyld. Jeg pakkede tøj jeg håbede passede til australsk sommer. Min mand havde en ny skjorte han havde gemt til lejligheden. Vi er ikke mennesker der flyver til den anden side af verden. Det har vi aldrig været. Men dette var ikke en ferie. Det er vores børnebørn. De eneste vi har. Og de kender os ikke rigtig. Ikke på den måde børnebørn burde kende deres bedsteforældre. Min datter har aldrig fået mig til at føle skyld over det. Afstanden er som den er. Men man mærker det alligevel. Hendes mand er en god mand. Varm. Kommer fra en stor australsk familie hvor bedsteforældrene bor ti minutter væk og dukker op om søndagen. Deres hus havde en have med en trampolin. En stue fuld af legetøj. Et gæsteværelse med en seng der ikke lignede min. Vi ankom om eftermiddagen, udmattede efter flyet. Jeg fandt vores værelse. Dobbeltseng. Hvide lagner. To puder, jeg lagde dem til side og trak min gamle dunpude frem fra kufferten. Jeg lagde mig ned omkring ni. Proppede dunpuden op under nakken som jeg altid gør. Foldede kanten over for at få højden. Klokken et om natten var jeg vågen. Skulderen følelsesløs. Nakken så stiv at jeg måtte dreje hele kroppen for at se hvad klokken var. Jeg stod op, gik ud i køkkenet, tog smertestillende og satte mig ved deres køkkenbord i mørket. Ti tusinde kilometer hjemmefra. Og jeg sad foroverbøjet over en køkkenstol klokken et om natten fordi jeg ikke kunne ligge ned uden at armen blev følelsesløs. Gennem gangen kunne jeg høre Magnus trække vejret gennem babyalarmen min datter havde stillet på køkkenbordet. Han var to år gammel og sov tyve meter derfra. Og jeg havde aldrig lagt ham i seng. Jeg gik tilbage i seng omkring klokken tre. Nakken bankede. Jeg skubbede min egen pude til side. Og så tænkte jeg på MyComfort-puden nede i kufferten. Jeg fandt den. Åbnede kufferten stille. Lagde mig ned med den. Mit hoved sank ned i den og noget føltes anderledes med det samme. Nakken faldt ikke ned i ingenting. Den lå ikke i en underlig vinkel. Den var bare... behagelig. Jeg tænkte at jeg ville ligge sådan i et minut og så skifte tilbage. Jeg vågnede klokken 7:08. Jeg kunne ikke huske hvornår jeg sidst havde sovet fire timer i træk uden at vågne. Jeg sad der og prøvede at finde ud af hvad der var anderledes. Tænkte om det var jetlagget. Udmattelsen. Et eller andet. Så kiggede jeg på puden. MyComfort-puden. Den jeg havde pakket ned i kufferten dagen inden vi rejste. Den jeg egentlig ikke troede på. Jeg trak pudebetrækket af. Den lignede en hvilken som helst anden pude udefra. Hvid. Blød. Men betrækket føltes anderledes — køligt og glat. Men fastere end nogen pude jeg nogensinde havde holdt. Når jeg trykkede ned i den, trykkede fyldet tilbage med noget jeg aldrig havde mærket. Jeg læste på etiketten at den var fyldt med revet memory foam og vegansk dun. To ting jeg aldrig havde tænkt kunne fungere sammen. Memory foam der giver støtten. Dun der giver blødhed. Begge dele på én gang. Det var ikke som de memory foam puder jeg havde prøvet der holdt al varmen. Og det var ikke som dun der falder flad inden midnat. Det var noget midt imellem. Noget jeg ikke vidste fandtes. Det her var den første pude der faktisk virkede. Jeg lagde puden tilbage på sengen. Jeg var her for Sofie og Magnus — ikke for at ligge vågen og gruble over en pude. Men jeg lod den blive. Den anden nat rørte jeg ikke min gamle dunpude. Brugte MyComfort-puden fra starten. Jeg sov fem en halv time i træk. Da jeg vågnede rakte jeg ud efter min smertestillende på natbordet. Standsede så. Min nakke var ikke stiv. Jeg drejede hovedet for at se hvad klokken var. Begge veje. Intet skarpt ryk ved nakkebunden. Skulderen var ikke følelsesløs. Den morgenhovedpine, der møder mig hver eneste morgen, var væk. Jeg sad på kanten af sengen og mærkede bare hvordan det var ikke at have smerter klokken seks om morgenen. Jeg vidste ikke hvornår det sidst var sket. Dag fire. Den dag min datter havde planlagt en tur til stranden. Jeg vågnede før alarmen. Ingen hovedpine. Ingen stivhed. For første gang i fem år gjorde jeg mig klar til noget uden at starte dagen med at have ondt i forvejen. Min første tanke handlede ikke om min nakke. Den var: i dag får jeg lov til at være deres mormor. Sofie vågnede først. Hun løb ind på vores værelse i sin pyjamas og stod ved foden af sengen og kiggede på mig. Jeg rakte over og løftede hende op. Trak hende op på mit skød. Holdt hende der. Holdt hende der i ti minutter mens huset vågnede rundt om os. For et halvt år siden kunne jeg ikke løfte en indkøbspose uden at nakken og skulderen spændte fast. Hun kiggede op på mig. "Mormor, vil du med ned til vandet?" Jeg sagde ja inden hun nåede at afslutte spørgsmålet. Hun lo. "Mor sagde du ville sige nej." "Mor tog fejl." Hun vidste ikke hvad det betød. Hun er fire. På stranden gik jeg ned i vandet. Jeg satte mig ned i sandet. Jeg sad med Magnus mellem mine knæ og lod ham hælde spande vand ud over mine ben i fyrre minutter. Fyrre minutter i sandet med en toårig. For et halvt år siden kunne jeg ikke sidde på mit eget stuegulv uden at forberede mig på hvad nakken ville gøre når jeg skulle rejse mig igen. Min datter tog et billede fra sit håndklæde. Hun sendte det til mig om aftenen. "Jeg har aldrig set dig sådan," sagde hun. "Du virker anderledes." "Jeg har sovet." Hun lo. "Det gør du da altid." "Nej. Jeg har sovet." Hun forstod det ikke. Hun er 34 og hendes nakke har aldrig vækket hende klokken et om natten. Den aften lagde vi børnene i seng sammen. Jeg læste Magnus hans godnathistorie. Jeg sad på kanten af hans lille seng med bogen i skødet. Han faldt i søvn inden den sidste side. Jeg sad der et par minutter bagefter. Jeg var tæt på at sige nej til denne rejse. Det er jeg stadig ikke kommet over. Den aften, efter alle var gået i seng, bestilte jeg to puder mere fra min telefon. De ventede på mig da jeg kom hjem. Jeg var nervøs. I Sydney var luften varm. Jeg var afslappet. Måske var det bare det at være væk. Måske havde puden ingenting med det at gøre. Jeg åbnede æsken og lynte betrækket op. Justerbart fyld indeni. Jeg lod det meste blive. Jeg har brede skuldre, så jeg havde brug for højden. Jeg holdt den et øjeblik. Blød som min gamle dunpude. Man kan synke ned i den, forme sig ind i den. Men den holdt sin form som skumpuderne jeg havde prøvet. Begge ting på én gang. Jeg havde aldrig mærket noget lignende. Første nat hjemme. Min egen seng. Den samme madras jeg havde vågnet elendig på i fem år. Jeg lagde mig ned på siden og der var det. Den samme fornemmelse fra gæsteværelset. Nakken faldt ikke ned. Skulderen bar ikke al min vægt. Jeg lukkede øjnene. Vågnede klokken 5:43. Fem timer i træk. Ingen følelsesløs arm. Ingen hovedpine. Det var ikke det at være væk. Det var puden. Uge et. Stadig lidt stivhed, men mindre hver morgen. Jeg stoppede med at række ud efter panodilen inden jeg kom ud af sengen. Uge to. Kørte til Bilka. Tjekkede den blinde vinkel ved at dreje hovedet. Ingen spænding. Ingen grimace. Jeg sad på parkeringspladsen et øjeblik fordi jeg havde glemt hvordan det føltes. Uge tre. Min mand vendte sig om en morgen og sagde noget jeg aldrig glemmer. "Du lå stille i nat." Jeg vidste ikke hvad han mente. "Du plejede at vende og dreje dig hele natten," sagde han. "Stå op, komme tilbage, vende puden, stå op igen. De sidste par uger er du bare... der." Han havde ret. Jeg havde gjort det så længe at jeg ikke engang lagde mærke til det mere. Men han gjorde. Uge fire. Aflyste min kiropraktor-tid. Den første jeg havde aflyst i over et år. Ikke fordi jeg glemte det. Men fordi jeg ikke havde brug for det. Det er nu to måneder siden. Morgenhovedpinene er væk. Armen har ikke sovet siden første uge. Stivheden der plejede at hænge ved til midt på formiddagen er væk inden jeg har drukket min kaffe færdig. Sidste uge sendte min datter mig en mappe med billeder fra turen. Hundredvis af billeder. Jeg smiler på dem alle sammen. Ikke det stramme smil jeg bruger når jeg har ondt. Løse skuldre. Hovedet oppe. Der er et billede fra stranden. Min datter tog det uden jeg vidste det. Jeg sidder i sandet. Magnus er i mit skød. Sofie læner sig ind mod min skulder og peger på noget ude i vandet. Begge to. På samme tid. Lænende op ad mig som børnebørn burde gøre. Det kunne jeg ikke have klaret en måned tidligere. Nakken ville ikke have ladet mig. Jeg var tæt på at misse mine børnebørn. Ikke fordi jeg ikke var der. Men fordi når man har smerter, er man ikke rigtig nogen steder. Man holder bare ud. Sofie og Magnus vil ikke huske den tur. De er for små. Men jeg vil. Og billederne er beviset på at jeg faktisk var til stede. Den pude jeg ikke troede på, gav mig mine børnebørn tilbage. Da jeg bestilte kunne jeg spare op til 47% — og de har 101 nætters tilfredshedsgaranti. Tre måneder til at prøve den. Virker den ikke, sender du den bare tilbage. Jeg var tæt på ikke at bestille den. Tæt på at tænke "det virker nok ikke, ligesom alt det andet." Det er den beslutning, jeg er mest taknemmelig for i dag. Du behøver ikke flyve til den anden side af verden for at finde denne pude. Jeg ved det. Fordi jeg brugte fem år på at tro at lindring var noget jeg ikke kunne få. Det viste sig at det bare var et spørgsmål om den rigtige pude. 👉 https://mycomfortshop.dk/pages/lp1-deep-sleep-pillow?fbclid=fbclid

Where the ad sends people

mycomfortshop.dk

Vågn op fri for nakkesmerter og ømme skuldre

MyComfort sælger ergonomiske siddepuder som hjælper dig med at lindre rygsmerter og holde en sundere kropsholdning. Vi ønsker, at hjælpe folk med at reducere belastningen på deres krop gennem ergonomisk designet puder, hvor komforten er i førersædet.