Ana Isabel Facebook ad: “Gør ikke som os. Livet er for kort til at have ondt.”

About this ad

Meta Ad Library ID

4311752069087736

Platforms

Facebook and Audience Network

Relaunches

0

EU reach

407

How we count

Ad text

Havde aldrig troet at ømme fødder kunne være tæt på at smadre en hel familie. Det lyder overdrevet, jeg ved det godt. Men hvis nogen for to år siden havde fortalt mig at fodsmertеr ville sende min mand på sygemelding, æde vores opsparing og forvandle det stærkeste menneske jeg kender til en der ikke engang kunne gå ned til Netto — ville jeg have sagt at de var helt væk. Morten er tømrer. Tredive år i faget. Ti timer om dagen på benene, på betongulve, op og ned af stilladser, slæbe tømmer. Ham der selv byggede vores terrasse fordi han "ikke gad vente på et tilbud fra en anden," der trænede ungernes fodboldhold i seks år, der brugte hver ledig lørdag i Silvan med en vogn fuld af brædder til sit næste projekt. Altid i gang, altid i gang med et eller andet. Sådan var Morten før. Det startede for cirka to år siden med hælene. Morgenstivhed, gå et par skridt, det går over. "Det hører med til jobbet, skat." Han var 51. Ømme fødder var bare en del af pakken. Et par måneder senere blev morgenerne værre. Jeg hørte ham klokken fem om morgenen holde fødderne under varmt vand bare for overhovedet at kunne gå ordentligt. Men han sagde ikke et ord. Typisk Morten — man skal bruge et koben for at få en klage ud af ham. Så kom vores ven Jeppes 50-års fødselsdag. Grill i haven, stå og snakke, bajere, det sædvanlige. Morten holdt en time, så satte han sig stille ned. Sad resten af aftenen mens alle andre stod rundt om bålet. I bilen hjem: "Mine fødder slår mig ihjel. Begge to." "Måske du skulle bestille tid hos lægen?" "Det er bare fødder. Det går nok." Hen mod vinteren gik det ikke. Morten kom hjem fra byggepladsen, gik direkte hen i sofaen, fødder op på puder, stirrede i loftet. Ikke et ord. Ikke lege med hunden. Børnene lærte at lade ham være. Han stoppede med old boys-holdet om lørdagen. Sagde til drengene at hans knæ drillede. Vi vidste begge at det var fødderne. Det værste var morgenerne. Han sad på sengekanten, fødderne hængende over gulvet, bare stirrede. Gjorde sig klar. Så rejste han sig og hele ansigtet strammede og han greb fat i natbordet og hvæsede gennem tænderne. Hver eneste morgen. I månedsvis. Månederne efter begyndte vi at bruge penge. Den praktiserende læge konstaterede plаntаrfasciitis. Begge fødder. "Tag Ipren, hold dig i ro, kom igen hvis det ikke bliver bedre." Vi kom igen tre gange. Samme sang. Så endelig en henvisning til ortopædkirurgen — otte ugers ventetid. - indІægѕѕåler fra bandagisten: 3.800 kr. Sygesikringen dækkede 1.200 kr. Brugt fire måneder. Smerterne kom tilbage som før. Bandagisten sagde han havde brug for "et ekstra par til arbejdsstøvlerne." 3.800 kr mere. - Fysioterapeut: tilskud fra lægen til fem behandlinger, egenbetaling 160 kr per gang. Efter fem gange — ingen fremgang. Fortsatte privat: 550 kr per gang, to gange om ugen, otte uger = 8.800 kr. Dry needling, ultralyd, udstrækningsøvelser. Han sagde han ikke mærkede forskel. - Kiropraktor: 450 kr per gang, fire gange. 1.800 kr. - Resten: Ipren, varmeplastrе, gelindІæg fra Matas, støttestrømper, fodmassageapparat fra Elgiganten til 1.200 kr, akupunktur — 500 kr per gang, otte gange. Samlet udgift: over 22.000 kr. Forbedring: INGENTING. NUL. NADA. I mellemtiden begyndte Morten at sige nej til opgaver. Først små, så en badeværelsesrenovering i Valby til 85.000 kr — tre uger på betongulv. Gode penge. Vi havde brug for dem. Han ringede fra varevognen i indkørslen og sad der tyve minutter før han kom ind. Kiggede ikke på mig. Om aftenen i telefon med sin makker Søren: "Jeg er smadret, mansen. Jeg kan bogstaveligt talt ikke stå op en hel dag mere. Hvad fanden skal jeg gøre? Omskolere mig til revisor?" Han grinede da han sagde det. Men det var ikke sjovt. Lige før jul eskalerede det. Mortens fod låste på andet trin af stilladset. Faldt bagover. Forslog ribbеn, flænge i albuen. Kunne have været nakken. Ambulance. Sikkerhedskoordinatoren: "Morten, du er en risiko deroppe. Få styr på dine fødder ellers sætter jeg dig på kontoret." Kontoret. For en tømrer betyder det: du er ikke håndværker mere. Du er ham der sidder med papirarbеjde. Sygemelding. Arbejdsmedicinsk vurdering. Kommunen, papirerne, jobcentret — bureaukratisk mareridt oven i det fysiske. Den jul sad Morten i en havestol hele dagen. Kunne ikke stå ved grillen. Kunne ikke lege med børnene udenfor. Sad bare der og lod som om alt var fint. Vores datter Freja kom fra Aarhus. Havde ikke set Morten siden påske. Sekundet hun så ham sjokke fra køkkenet til stuen ændrede hendes ansigt sig. Hun trak mig til side om aftenen. "Mor. Hvad er der sket med far? Han går som om han er halvfems." Jeg fortalte alt. Diagnosen, behandlingerne, pengene, faldet fra stilladset. Hun rystede bare på hovedet. "Ingenting har virket? Toogtyve tusinde og han har det værre end da det startede?" "Der må da være noget andet. Det kan ikke passe at det er alt." Hun tog hjem efter nytår. Jeg kunne mærke det gnavede i hende — hun blev ved med at skrive og spørge hvordan det gik med far, om han havde prøvet det ene eller det andet. To uger senere ringede hun en tirsdag aften, helt oppe at køre. "Mor, Sofie fra mit arbejde — hendes svigerfar er betonarbejder i Kolding. Præcis det samme som far. plаntаrfasciitis, kunne ikke arbejde, prøvet alt. Sofies svigerinde fandt de her indІægѕѕåler fra Japan https://tinyurl.com/Archease5 — med sjældne jordarts-magneter og akupressurpunkter bygget ind. Han lagde dem i sine arbejdsstøvler og inden for en måned var han tilbage på fuld tid. Magneterne øger blodgennemstrømningen i det dybe væv og trykpunkterne stimulerer cirkulationen ved hvert skridt. Noget med at skylle dødt blod ud som samler sig i fødderne når man står på hårdt underlag hele dagen." Det stoppede mig. Blodgennemstrømning — det eneste ingen nogensinde havde nævnt. Ikke den praktiserende læge, ikke bandagisten, ikke fysioterapeuten, ikke kiropraktoren. Jeg læste alt jeg kunne finde den aften. Det faldt på plads. Stå på beton hele dagen, blodcirkulationen i fødderne bryder sammen. Iltfattigt blod hober sig op i det dybe væv, holder alt betændt, blokerer frisk blod fra at komme ind og reparere. Kroppen prøver at hele fascien hver nat. Hver morgen river man den op igen. Og det døde blod bliver bare liggende og gør alt værre. Værre endnu — ortopædiske indІæg er stive. De begrænser fodens bevægelse, som betyder mindre muskelaktivering, mindre blodgennemstrømning. indІæggene til 3.800 kr fodrede problemet. De japanske indІægѕѕåler kombinerer sjældne neodym-magneter der trænger dybt ind og skyller stillestående blod ud, med akupressur-knopper på strategiske trykpunkter der aktivt pumper frisk blod ind ved hvert skridt. Ikke passiv polstring. Aktiv terapi mens man går. Jeg bestilte dem samme aften. 189 kr. Morten gav mig Det Blik. "Magneter. I mine støvler." "Tohundrede og nioghalvfjerds kroner." "Vi har allerede brændt toogtyve tusinde af—" "Netop. Så gør tohundrede og nioghalvfjerds heller ikke nogen forskel. Put dem i eller jeg gør det." Den første morgen. Morten sad på sengen. Fødder i luften. Samme ritual. Han rejste sig. Intet greb om natbordet. Ingen hvæsen. Han stod der, forvirret, som om han ventede på smerten og den ikke var dukket op. "Den er ikke væk. Men det er som om nogen har skruet gevaldigt ned for lyden." Han gik ud i køkkenet uden at halte. Første gang i over et år. Jeg gik ud i bryggeryet så han ikke kunne se mit ansigt. Efter den første uge holdt han op med at skifte fra fod til fod ved køkkenbordet. Børnene lagde mærke til det før mig: "Far laver ikke det der fod-halløj mere." I den anden uge arbejdede han fem fulde dage. Kom hjem fredag, åbnede en Tuborg i køkkenet. Stående. Fortalte om lærlingens bommert. Som for to år siden. I den tredje uge gik han med hunden rundt om Damhussøen. Hele turen. Uden at stoppe. Kom hjem og sagde: "Jeg havde glemt hvordan det føles bare at gå et sted hen uden at planlægge hvor jeg kan sætte mig." Efter en måned tog han badeværelsesrenoveringen han havde sagt nej til. Tre uger på betongulv. Han gennemførte det. Alle tre uger. Efter seks uger kom han ud af garagen med sine fodboldstøvler. Støvede. Havde ikke rørt dem i over et år. "Sig ikke noget," sagde han med et grin. Kom hjem dækket af mudder, benene fuldstændig smadrede, det største smil jeg nogensinde har set. "Benene er døde. Fødderne har det perfekt. FØDDERNE. HAR DET. PERFEKT." Jeg tudede ned i pastaen. Nu bruger halve familien dem: - Min bror Henrik (sygeplejerske på Hvidovre Hospital, 12-timers vagter): "Det føles som at gå på skyеr" - Mor (76, dårlig blodcirkulation): "Mine fødder hæver ikke op om aftenen mere" - Mortens makker Søren (lagermedarbejder hos Nemlig i Brøndby): "Har købt fire par. Et til hvert par sko" Sidste måned — opfølgning hos bedriftslægen. Samme sikkerhedskoordinator der kaldte Morten en risiko. "Morten, hvad er der sket? Sidst snakkede vi om kontorarbejde. Nu løber du fra lærlingene." "Japanske indІægѕѕåler, kansen." Han tog et billede. "Det sender jeg til hver eneste byggeleder i firmaet." Morten sendte mig en besked fra byggepladsen i sidste uge: "6 måneder. Ingen smerter. I dag klatrede jeg helt op på stilladset. Lærlingen spurgte om min hemmelighed. Jeg viste sålerne. Han grinede. Lad ham grine. Jeg står på pladsen når jeg er 65." Jeg ved at der er tusindvis derude som går igennem det samme som os. Som bruger formuer på behandlinger der ikke virker. Som sluger piller der gør dem til zombier. Som siger nej til opgaver. Som ser livet fra en stol. Vi brugte 22.000 kr og to år. Et par såler til 189 kr gjorde det som intet andet kunne. 189 kr. En tur i Jensens Bøfhus med familien. En tank benzin. En fredagspizza. Det var hvad det kostede at give min mand sit liv tilbage. 30 dages tilfredshedsgaranti. Det siger noget. Pas på: Der er masser af kopier på DBA og Amazon. Mortens makker Jeppe købte et par til 80 kr på DBA — magneterne var elendige, trykpunkterne sad forkert, efter tre uger var de flade som pandekager. Og han fik vabler. De ægte har akupressur-knopperne placeret præcist. Det er det der gør forskellen. Bestil fra den officielle side: https://tinyurl.com/Archease5 P.S. Morten sagde i går aftes: "Jeg har lidt som en idiot i to år. Har brændt nok af til en uge i sommerhuset på behandlinger der ikke duede, og løsningen kostede mindre end en omgang øl efter fodbold." Gør ikke som os. Livet er for kort til at have ondt. P.S.S. Hvis I kender nogen der halter rundt, der er holdt op med at gøre det de elsker — send dem det her. 189 kr ændrede vores liv. Det kan ændre deres.

Where the ad sends people

Walkwell.club

Gør ikke som os. Livet er for kort til at have ondt.

30 dages tilfredshedsgaranti.