Fodbutikken Facebook ad: “Gå smertefrit eller få pengene tilbage!”

About this ad

Meta Ad Library ID

998806475877849

Platforms

Facebook and Instagram

Relaunches

2

EU reach

119

How we count

Ad text

Jeg løj for min afdeling i mandags morges. Jeg sad i omklædningsrummet klokken 6.12. Samme bænk jeg havde siddet på i 22 år. Jeg sad der i 17 minutter. Jeg så Mette gå forbi med sin kaffe. Så Helle skifte til sine arbejdssko. Så den nye vikar spørge hvem der tog stue fire. Jeg rejste mig ikke. Jeg gik ud til bilen. Jeg holdt ind til siden på parkeringspladsen og skrev i gruppen. "Har fået en migræne. Bliver nødt til at melde mig syg. Undskyld." Seks måneder før det ville jeg ikke have siddet i det omklædningsrum i 30 sekunder. Jeg ville have været den første på afdelingen. Første til at tjekke tavlen. Første til at sige til Mette: jeg tager stue fire og fem, du tager seks og syv. Jeg er 52 år gammel, og det var den morgen jeg forstod, at jeg var ved at miste det bedste der er sket mig i mit voksenliv. ======== Lad mig spoile tilbage. 22 år på samme afdeling. Aldrig overvejet noget andet. Aldrig. Mette og jeg startede sammen som nyuddannede. Samme årgang. Samme afdeling. Alle vagter. Alle jul. Alle weekender. Det er ikke et job. Det er et liv. Jeg har aldrig været den type der siger: "Det er bare et arbejde." For mig var det aldrig bare det. Det var kollegaerne. Pauserummet. Den der følelse klokken syv om morgenen, når man går ind ad døren, og afdelingen vågner, og der er nogen der har brug for en. Den følelse har jeg jagtet i 22 år. Og den følelse var ved at forsvinde. Fordi mine fødder var holdt op med at samarbejde. ======== Det startede omkring 8 måneder før den morgen i omklædningsrummet. Ømhed efter vagterne. Dæmpet. Diffus. Bare ømme fødder efter 12 timer. Tænkte ikke over det. Alle har ømme fødder. Det er bare sådan det er. Så blev det skarpere. Den der dybe dunken under hælen efter time otte. Den der fornemmelse af at hælen var blevet slået med en hammer inde fra. Jeg begyndte at tage Ibuprofen før vagterne. To stykker klokken seks om morgenen med min kaffe. Frosne ærter i min taske til bilen bagefter. Tape under svangen. Det hjalp lidt. Så hjalp det ikke. Så morgenerne. Jeg svingede benene ud over sengekanten. Satte min højre fod på gulvet. Og mærkede det skyde lige igennem hælen op i rygsøjlen. Stod der og holdt fast i natbordet med begge hænder. Som min mor plejede at gøre i sine firsere. Jeg er 52. ======== Jeg fortalte mig selv det, alle fortæller sig selv. Jeg er 52. Jeg har stået på hårde hospitalsgulve i 22 år. Selvfølgelig gør mine fødder ondt. Det er bare hvad der sker, når man bliver ældre. Så jeg gjorde det, enhver sygeplejerske i Danmark gør. Jeg købte nye sko. Første par var Skechers Memory Foam. Alle på afdelingen sagde, de var de bedste. Cirka 900 kroner. Føltes fantastisk de første to uger. Smerten var lige tilbage. Andet par var Hoka Bondi. De dyre. 1.500 kroner. Fordi smerten var blevet alvorlig nok til, at jeg var villig til at betale hvad som helst. Samme historie. Tredje par var New Balance. Min læge anbefalede dem. Endnu 1.100 kroner. Præcis samme historie. Jeg havde tre par sko i mit skab, og min hæl føltes stadig som om nogen drev et søm ind i den hver morgen, når jeg stod op. ======== Jeg gik videre til næste fase. To Ibuprofen før hver vagt. Nogle gange tre. KT-tape under svangen. En pose frosne ærter jeg rullede min fod på i bilen på vej hjem. 20 minutters udstrækning hver morgen, før jeg kunne stå ordentligt op. Specialindlæg fra fodterapeuten, 3.200 kroner, føltes godt i mine hverdagssko men gjorde mine arbejdssko så stramme, at mine tæer blev følelsesløse. Det hjalp lidt. Så hjalp det ikke. ======== Omkring måned 10 trak Mette mig til side i pauserummet. Hun ventede, til de andre snakkede om noget andet, og lænede sig over sin kaffe. "Er du okay, Lise?" "Ja. Hvorfor?" "Jeg ved ikke. Du har bevæget dig langsommere." Mine ører blev varme. "Jeg har det fint." "Er du sikker? I lørdags løb du ikke ned til alarmen på stue seks. For tre måneder siden ville du have været den første derned." Hun havde ret. Her er sagen med Mette. Mette vidste præcis, hvad der skete med mig, fordi Mette havde gjort de samme ting. Jeg havde set hende rulle sin fod på en frosset flaske i omklædningsrummet i månedsvis. Hun sagde bare aldrig et ord om det. Ingen af os gjorde. Vi troede alle, det bare var at blive ældre. Jeg kørte hjem fra hospitalet den dag og sad i min indkørsel i 15 minutter, før jeg gik ind. Fordi jeg vidste, hvad der var på vej. ======== Der er en kommentar på Facebook der har brændt sig fast i mit hoved. En kvinde skrev, at hendes kollegaer diskret havde byttet vagter, så de ikke arbejdede sammen med hende. Fordi hun var blevet langsom. De var ikke onde. De arbejdede bare stille og roligt uden om hende. Og hun skrev: det var en forfærdelig følelse. Jeg læste det for måneder siden og tænkte: det er frygteligt. Det ville aldrig ske for mig. Nu sad jeg i min indkørsel og undrede mig over, hvor mange flere lørdage der gik, før Mette holdt op med at sms'e mig aftenen før for at bekræfte, at jeg kom. Det er derfor jeg den tirsdag morgen sad i omklædningsrummet i 17 minutter og kørte hjem. ======== Jeg gik til lægen den mandag. Hun kiggede på min journal i fire minutter og sagde præcis det, jeg vidste, hun ville sige. "Du er nødt til at overveje et stillesiddende job. I det mindste midlertidigt. Måske permanent. Du er 52. Din krop kan ikke håndtere det her niveau." "Doktor, jeg stopper ikke." "Så bliver det værre." Jeg gik ud og sad i bilen i 10 minutter mere. Stop med at arbejde. Stop med at lave den ene ting der får mig til at føle mig som mig selv. Det sker ikke. ======== Den aften ved aftensmaden fortalte jeg min mand, hvad lægen sagde. Han kiggede på mig længe. "Husk Helle." Helle. Min gamle kollega. Vi talte aldrig om Helle. Helle havde haft det præcis som mig. Hælsmerter i over et år. Skechers. Indlæg. Kortison. Intet hjalp. Holdt op med at tage nattevagter. Så kun dagvagter. Så kortere dagvagter. Så kontorjob i receptionen. Helle hadede det. Sagde det aldrig højt, men man kunne se det. Hendes ansigt da hun ryddede sit skab i omklædningsrummet. Tog sit navneskilt af sine scrubs for sidste gang. Det var for to år siden. Helle er 49. Sidder i en reception og svarer telefon. Hendes fødder er fine nu. Resten af hende er det ikke. ======== Næste morgen. Kunne ikke sove. Køkkenbord. Telefon. Klokken 2 om natten. Jeg havde googlet hælsmerter i ugevis. Hver aften det samme kaninhul. Øvelser. Sko. Tilskud. Natskinne. Det samme genbrugte råd. Hvile. Is. Ibuprofen. Indlæg. Ting jeg allerede havde prøvet. Ting der allerede havde fejlet. Men den aften tastede jeg noget andet. "Hvorfor heler plantar fasciitis ikke selv efter måneders behandling." De fleste resultater var det samme ubrugelige skrammel. Men én artikel begravet langt nede sagde noget, jeg aldrig havde set før. Plantar fasciitis er inflammation. Det er hvad der sker de første par uger efter skaden. Is virker i den fase. Kortison virker. Hvile virker. Fordi der er aktiv inflammation at behandle. Men efter cirka 8 uger ændrer noget sig. Inflammationen stopper. Ikke fordi vævet helede. Fordi vævet opgav at hele og begyndte at degenerere. Det hedder fasciose. Ikke fasciitis. Ikke inflammation. Degeneration. Jeg stirrede på skærmen. Jeg havde været forbi 8 uger i månedsvis. Helle havde været forbi 8 uger i årevis. Enhver behandling vi havde prøvet var designet til inflammation. Til en tilstand der holdt op med at eksistere efter uge 8. Det er derfor ingenting holdt. ======== Læste videre. Fandt noget der ramte endnu hårdere. Biomekanisk studie om belastning ved stående arbejde på hårde gulve. Alt hvad jeg havde læst behandlede plantar fasciitis som en gangskade. Fremadgående bevægelse. Men sygeplejearbejde er ikke gang. Sygeplejearbejde er 12 timer på linoleumsgulv. Stop. Start. Hurtige retningsskift. Stå stille i lang tid ved en seng. Pludselig løbe til en alarm. Vende om. Stoppe. Stå igen. Kraften rammer ikke lige ned som ved gang. Den rammer i alle retninger. Og ikke bare din kropsvægt. Op til 3-4 gange din kropsvægt ved hurtige retningsskift og pludselige stop. Jeg kan gå 5 kilometer. Ingenting. Cykle 10 kilometer. Ingenting. Arbejde en 12-timers vagt. Kan knap nok komme ud til bilen. Det er ikke tilfældigt. Og skoene. Skechers' bløde skum komprimeres efter tre uger. Så går du reelt på fladt gummi. Hokas massive sål dæmper støddet men ændrer ikke, hvor belastningen koncentreres. New Balance' hævede hæl forskyver vægten fremad. Specialindlæggene var stiv plastik der pressede opad, mens min kropsvægt slog nedad ved hvert stop. Fascien fanget mellem to hårde overflader. Vi spildte ikke bare penge. Vi accelererede degenerationen med hver eneste vagt. ======== To uger senere. Scrollede igen om natten. Fandt en video med en fodterapeut. Han holdt en sko op. Trykkede tommelfingeren ned i indersålen. Den gik flad. Blev flad. Død. "Det der er hvad der er under din hæl. 12 timer om dagen." Så holdt han en anden sko op. Pressede. Den komprimerede. Og sprang lige tilbage. Med det samme. Han lagde begge sko på bordet ved siden af hinanden. "Prøv at trykke i din egen sko." Jeg tog min Skechers. Trykkede. Flad. Død. Ingenting. "Den her dæmper fornemmelsen. Den ændrer ikke, hvor belastningen lander." Så viste han hælkoppen. "En dyb hælkop fordeler belastningen sideværts over et større areal ved hælsættet. Fasciaens fæstningspunkt absorberer aldrig den fulde kraft alene." Jeg behøvede ikke høre mere. Min sko sendte hvert eneste stød direkte igennem til væv der havde degenereret i månedsvis. Den nye sko fordelte belastningen over et større areal. Fæstningspunktet bar aldrig hele byrden. "Hvad er det for en sko?" "OrtoFlex. Fra Fodbutikken. Bygget til mennesker der står hele dagen." "Hvad koster den?" "499 kroner." Jeg lo næsten. 499 kroner. Jeg havde brugt 3.200 på indlæg der gjorde det værre. Over 7.000 i alt på sko og behandlinger for en tilstand der holdt op med at eksistere efter uge 8. "45 dages pengene-tilbage-garanti. Hvis de ikke virker, får du hver eneste krone tilbage." Jeg bestilte dem inden jeg lagde telefonen. ======== De ankom onsdag. Torsdag morgen. Dagvagt. Stillede dem i indersålen i omklædningsrummet og gik ud på afdelingen. Første ting jeg bemærkede. Min fod følte sig holdt. Ikke klemt. Ikke presset op. Holdt. Noget nedenunder der fangede min hæl. Jeg arbejdede 10 timer. Næste morgen. Første skridt ud af sengen. Kniven var der ikke. Ikke smertefri. Men måske 60% bedre. Efter én vagt. Jeg stod i soveværelset uden at bevæge mig. Bare stod der. Fordi jeg ikke kunne tro, hvad der IKKE skete. ======== Uge 2. Alarm på stue seks. Løb ned ad gangen. Fuld fart. Landede på min højre fod. Stoppede. Tænkte ikke på min hæl. Det er hvad ingen fortæller dig om kronisk smerte. Du er ikke klar over, hvor meget mental plads den æder, før den stopper. Hvert skridt er der en baggrundskalkulator. Kan jeg gøre det her? Vil det gøre ondt? Hvad betaler jeg for det i morgen? Og pludselig er der stille. Og du passer bare dine patienter. Mette så mig komme ind i pauserummet. "Du halter ikke." Det gjorde jeg ikke. ======== Uge 3. Fuld 12-timers nattevagt. Lørdag. Alarmer. Medicinrunder. Akutte opkald. Toiletbesøg. Alt. Næste morgen. Første skridt. Ingenting. Morgenkniven var væk. Fuldstændigt. For første gang i 8 måneder steg jeg ud af sengen og gik som et normalt menneske. ======== Uge 4. Kontrolbesøg hos lægen. Hun kiggede på mig. "Jeg troede, jeg sagde, du skulle overveje kontorarbejde." Jeg fortalte hende alt. Fasciose. Belastningsbiomekanik. Hvorfor enhver behandling hun havde ordineret var designet til en tilstand der holdt op med at eksistere efter måned to. Hun var stille et øjeblik. "Hvad end du gør, bliv ved med det." ======== Ringede til Helle den aften. Fortalte hende alt. Forskningen. Fodterapeuten. Tommelfingertest. De fire uger. Stilhed i den anden ende. "Så i to år var enhver behandling, jeg prøvede, for en tilstand jeg ikke havde." "Ja." Mere stilhed. "Kan man stadig få dem?" "499 kroner. 45 dages garanti." "499 kroner." Hun hviskede det næsten. "Jeg brugte tusindvis. Og forlod den afdeling, jeg elskede. I to år." Hun bestilte dem den aften. ======== 2 måneder senere. Mandag morgen. Klokken 6.12. Omklædningsrummet. Solen var knap nok oppe. Helle stod ved skabet. Første gang i to år. Hun var ikke 100%. Rustet. Usikker på de nye systemer. Måtte spørge om ting, hun plejede at vide i søvne. Gik lidt langsommere end hun plejede. Men hun var der. Slut på den første vagt. Pauserummet. Trak vejret tungt. Gennemblødt. Kiggede på mig. "Jeg havde glemt, hvordan det føles. Ikke arbejdet. Det her. At være her. Med dig. At gøre det, der betyder noget." 22 år vi arbejdede sammen. Alle vagter. Så 2 år med ingenting. Receptionen hun hadede. Kiloene hun tog på. Det der blik i Netto. Og nu var hun tilbage. Det var det, der ramte mig. Ikke min egen bedring. Ikke at min læge tog fejl. Ikke at morgensmerten forsvandt. Min bedste kollega. Tilbage på afdelingen. Gennemblødt af sved. Grinende som en idiot. Det var det, jeg næsten mistede. ======== Hvis du læser det her, og du har kæmpet med hælsmerter i månedsvis. Hvis det første skridt ud af sengen føles som en kniv i din hæl. Hvis du har gjort indlæggene. Kortisonen. De frosne ærter. Udstrækningen. Hvis din læge fortalte dig at overveje et andet job, og du tænker: Jeg kan ikke bare stoppe. Gør mig én tjeneste lige nu. Tag dine arbejdssko. Hvilket som helst par. Træk indersålen ud. Den glider let ud. Kig på den. Bøj den på midten. Den folder sandsynligvis som papir. Tryk din tommelfinger ind i midten. Hårdt. Bliver den nede? Eller springer den svagt tilbage? Det er hvad der har været under din fod hver eneste vagt. Hver tirsdag dagvagt. Hver lørdag nattevagt. Et stykke skum bygget til at gå en tur i. Det er ikke din alder. Det er ikke at din krop ikke kan klare vagterne. Det er ikke at du startede for hårdt. Du gjorde alt rigtigt. Du købte gode sko. Du tager Ibuprofen. Du strækker ud. Du iser bagefter. Skoindustrien solgte dig bare skallen og lod dig finde resten ud selv. Den svære del — og grunden til at jeg skriver det her — er det fodterapeuten sagde om vinduet. Hvis du venter endnu to eller tre måneder, bliver det kronisk. Så kigger du på 12 måneders behandling for at komme tilbage. Nogle ender med operation. Jeg fangede mit sent, og jeg var heldig. Jeg vil ikke have, at nogen andre venter, til det er for sent. ======== Skoen hedder OrtoFlex™. Fra Fodbutikken. Bygget til mennesker der står og går hele dagen. 499 kroner. Ikke 3.200 for indlæg der gjorde det værre. Ikke 7.000 kroner på behandlinger for en tilstand der holdt op med at eksistere efter uge 8. 45 dages pengene-tilbage-garanti. Bær dem gennem dine hårdeste vagter. Hvis de ikke virker, får du hver eneste krone tilbage. Jeg risikerede ingenting. Fik mit liv tilbage. Og min bedste kollega tilbage på afdelingen. Fri fragt i hele Danmark. → fodbutikken.com ======== Helle sms'ede mig i morges. 4 ord. "Nattevagt lørdag. Er du med?" Ja, Helle. Jeg er med. Som altid. — Lise → fodbutikken.com ======== P.S. Mette fortalte mig i sidste uge, at hun havde rullet sin fod på en frossen flaske i otte måneder. Sagde aldrig et ord til nogen af os. Hun var 54 og havde begyndt at fortælle sin mand, at hun overvejede at gå ned i tid. Hun så mig løbe til en alarm tre uger efter jeg begyndte at bære OrtoFlex og spurgte, hvad jeg havde ændret. Jeg viste hende tommelfingertest lige der i pauserummet. Hun bestilte samme eftermiddag. To uger senere tog hun sine første ekstra vagter i et halvt år. Det er det, jeg vil have du forstår. Vi skjulte det alle sammen. Alle os. Vi troede alle, det bare var alderen. Det var det ikke. Linket er nedenfor.

Where the ad sends people

fodbutikken.com

Gå smertefrit eller få pengene tilbage!

fodbutikken.com